Skip to content

“Kattehviskeren” Fra Køge

Han var kun fire år gammel, da en herreløs kat hoppede ind ad et åbent vindue i hans børneværelse. Killingerne der senere blev født under hans seng, glemmer han aldrig. Siden da har Hans Olsen nemlig elsket katte – uanset om de var hans egne, tilløbere eller herreløse. Kærligheden til kattene er vokset gennem årene, og hans utrættelige indsats for deres ve og vel har givet Hans oplevelser for livet samt givet ham tilnavnet “Kattehviskeren”.

Hans var knapt fyldt 18, da han startede sit første computerspilsfirma. Han fik succes med spilprodukter og tog verden rundt i tre årtier, hvor han fik lov til at arbejde med nogle af verdens mest spændende spil. I 2004 flyttede Hans til San Francisco og blev kort efter tilknyttet det lokale dyreværn, hvor han som frivillig indfangede og genudsatte herreløse katte i lokalområdet. Hans blev også ven med en rødlos, der havde bestemt sig for at bo i hans have, for han begyndte at fodre den hver dag. Efter 10 år i USA flyttede Hans hjem til Danmark, her begyndte han et nyt kapitel som selvudnævnt ambassadør for de danske katte.

I 2018 stiftede Hans KATTEPATRULJEN. Patruljen er en forening af frivillige borgere, der alle har sat sig det mål, at hjælpe katte i nød, hvad enten der er tale om tilløbere, herreløse, vanrøgtede eller tilskadekomne katte. I dag har Hans lagt karrieren som spiludvikler bag sig og har dedikeret sit liv til kattene; dels via foreningsarbejde, dels som foredragsholder og dels som forfatter. I foråret 2020 debuterer Hans således i Danmark og i USA med en serie af noveller til børn og unge. Serien handler om de mange katte Hans har mødt gennem sit liv men især også om de gribende oplevelser kattene har givet ham – for det er dem, han gerne vil dele med ungdommen.


Hans Olsen vinder prisen som Årets Dyrehelt 2018


Hans Olsen er gæst hos studievært Puk Elgård i Go’ Morgen Danmark, d.25. Marts 2018


Hans Olsen er gæst hos studievært Felix Smith i Go’ Aften Danmark, d.12. Oktober 2018


Hans Olsen omtales i TV2 Lorry: Året Der Gik, d.30. December 2018


Hans Olsen er omdrejningspunkt i TV2 Lorry: Søndagsmagasinet, d.18. Marts 2018


“Katte Har Også Fortjent Et Værdigt Liv”

KATTEPATRULJEN er en forening af frivillige borgere, der tilsammen har sat sig det mål, at hjælpe katte i nød. Hvad enten der er tale om herreløse katte, vildtlevende katte, tilløber katte, bortkomne katte, vanrøgtede- eller tilskadekomne katte er det vores fornemmeste opgave, at hjælpe katten til et værdigt liv med de redskaber og ressourcer, som vi har til rådighed.

Hans Olsen blev i en landsdækkende afstemning kåret som “Årets Helt 2018” af Dyrenes Beskyttelse. Med et markant flertal af stemmerne blev hans indsats med KATTEPATRULJEN belønnet med den forenemme pris i et storslået arrangement i Valby.

Hans Frederik Olsen | Celebrating 30 Years In Games | 1987 - 2020